Sommertoget kører igen fra 19. maj til 15. september

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Nyt fra Bafd d. 24-02-2018

Frosten har bidt sig fast, så det var umuligt at fortsætte sidste weekends svelleudveksling foran vognhallen. Dagen blev derfor brugt med andre opgaver.

Første opgave var at flytte vores Scania motor ud af snedkerværkstedet, så der kan blive bedre plads til et par nye maskiner. Da gårdspladsen var frosset, gik det relativt let at køre med den næsten 1 tons tunge motor på en pallevogn henover pladsen. Ved kiosken havde solen dog tøet overfladen op, så det var umuligt at køre videre. Heldigvis er vores minigraver stærkere end Bo, Carsten, Lars og jeg tilsammen, så med fælles hjælp fik vi trukket motoren op til overkørslen. Her blev den ved mange små løft af minigraveren, et utal af klodser og god tålmodighed bakset op på et sæt deplorider.

Efter frokost blev motoren rullet ind i vognhallen, hvor den skal placeres i bunden af pallereolen. Pumpedræsinen blev også flyttet fra snedkerværkstedet og ud i vognhallen, men denne flytning foregik betydeligt lettere, da dræsinen kun vejer et par hundrede kg.

En meget speciel oprangering foran vognhallen. Fra venstre ses pumpe-
dræsinen, Scania-motoren stablet op på et sæt deplorider samt vores u-
undværlige vogn med klodser og donkrafte til en hver situation. (LLZ)

Resten af eftermiddagen gik med at klargøre og reparere vores værktøj til den nyindkøbte tryklufthammer. Desuden fik vi repareret tungespidsen på sporskiftet til spor 0, så det atter er i brugbar stand.

Steffen

Sporskiftetungen på svejsebordet. Først blev den forvarmet og herefter blev
spidsen svejst på igen. Til sidst forstærkede vi tungen, så et lignende brud
formentlig undgås (LLZ)

Skriv en kommentar