Sommertoget kører igen fra 20. maj til 9. september 2018

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Nyt fra Bafd. 28-10-2017

Så blev det efterår og storm. Selvom temperaturerne stadig er høje for årstiden, fik folkene i baneafdelingen vind i håret denne lørdag. Dagens hovedopgave var at understoppe det sydlige skifte på Sølund station, der på det seneste har udviklet en ‘lunke’. Inden skulle vi dog lige have flyttet Bedford-motoren til M 8 fra snedkerværkstedet til værkstedremisen. Det lykkedes uden de store problemer og Carsten boltrede sig med motoren i værkstedet resten af dagen.

Bedford-motoren er lige landet og stropperne løsnet. I løbet af dagen fik Carsten svejset et solidt stativ til motoren, der også fik en tur med damprenseren. En proces, der efterlod Carsten klar til en større afrensning selv!

Med fra Hedehusgård havde vi, udover ‘hopperen’, en defekt roebanebogie og et hjulsæt, der skulle i hhv. magasin og skrotdyngen på Brandhøj. Begge dele kom på plads, inden vi indtog frokosten udendørs trods stormen.

‘Hopperen’ klar til aktion på Sølund station. Den hydrauliske stoppeenhed med fire spader er særligt egnet til at stoppe skifter, hvor vores normale stoppemaskine ikke kan komme til. Vores maskine er af mærket Enerco bygget i Finland af Mankinen OY.

Udsynet fra gravemaskinens førerhus kan være lidt begrænset, så det er fint, når en fra arbejdsholdet giver håndsignaler.

Vi var ikke alene i Hedeland trods blæsevejret!

Med fem mand på arbejdsholdet var stoppearbejdet hurtigt klaret. Vi vendte tilbage til Brandhøj, hvor vi kastede os over mindre reparationsopgaver og eftersyn af et par deplorider. Man keder sig aldrig på Hedelands Veteranbane!

Tagrenden på opbevaringshallens østside på vej op igen.

Eftersynsmanual og -skema følges nøje under eftersynet af et par deplorider. Senere kom også en fedtsprøjte i aktion.

Vi forlod Brandhøj 17.15 efter en meget afvekslende dag i baneafdelingen. Vi stødte ikke på væltede træer på vejen hjem og håber ikke at skulle bruge næste lørdag på at rydde op efter stormen Ingolf.

Skriv en kommentar