Sommertoget kører igen fra 19. maj til 15. september

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Nyt fra Bafd 16-02-2019

I et strålende solskin og med temperaturer, der lignede en rigtig forårsdag, gav dagens arbejdshold i baneafdelingen sig i kast med dagens arbejde: Svelleudskiftning i hovedsporet lige udenfor Hedehusgård Station. En kort strækning med ca. 40 sveller som holdet, der talte 7 mand, nok skulle kunne overkomme.

Kenneth og Kjeld trækker spirg op. Bruno og klubbens yngste medlem ser til. Steffen, Lars og Benjamin rangerer arbejdstoget frem.

Kjeld lægger underlagsplader på plads.

Arbejdet kom flyvende fra start og kl. 11 var alle spirg trukket op og de første nye sveller på vej i sporet. Spormål og underlagsplader var på plads på næsten hele strækningen da klokken slog 12, og frokosten var klar. I anledning af det gode vejr, var der chili con carne fra brændekomfuret.

Udsigt fra kogepladsen mod arbejdsstedet.

Efter en mættende frokost tog vi arbejdet op påny, og selvom banechefen forlod sjakket til fordel for at flyve på skiferie, varede det ikke længe, inden sporet var samlet og farbart igen. Vi fik endda tid til at løsne laskerne og justere stødspillerummene.

Kenneth og Lars rangerer med sveller på vognhalsbanegården.

Vi samlede værktøj sammen og bagefter måtte yderligere et par fra holdet begive sig hjem til familiearrangementer. De tilbageværende flyttede rundt på deplorider med nye sveller for at få et sæt halvlæssede frem. Det gav nemlig mulighed for, at vi kunne læsse de gamle sveller fra dagens arbejde.

De gamle sveller løftes i bundter på fem op på deploriderne. Vi rydder op efter os så snart som muligt, når vi arbejder langs Hedelands stier.

Svævende stød med z-lasker. Stødspillerum justeret, lasker smurt med olie/grafit-blanding på anlægsfladerne og møtrikkerne spændt med trykluftnøgle.

Næste lørdag står der igen svelleudskiftning på programmet. Vi tager fat på endnu et af sporene på vognhalsbanegården på Hedehusgård.

Skriv en kommentar