Sommertoget kører igen fra 19. maj til 15. september

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Nyt fra maskinafdelingen #36-16 31/10:

Per afrenser de mange kontakter i kontrolleren


M25 fik igen det meste af opmærksomheden denne aften. Motoren har været prøvestartet i onsdags og kører fint, men termostaten/ temperaturviseren viste ikke korrekt. Den blev derfor skiftet. det var dog ikke helt let, da den gamle var limet fast og skruet ind i røret – så den måtte bores ud.
En ny union til proben må fremstilles. Kablet dertil blev også splittet ad for at finde en stelforbindelse – det koster et nyt kabel, som Per gik i gang med. Men inden da havde Per gennemgået alle kontakter, der havde spruttet noget ved prøvekørslen. De er derfor blevet afrenset og har fået kontaktfedt. I mens tappede Bjarne vandet af, så der kan komme rigtig kølervæske på. Jan og Carsten fik ved fælles hjælp monteret et beslag, hvor møtrikkerne skulle strammes med en ”mangevinklet” nøgle nedenfra smøregraven.
Hans fik afrenset motorskjoldet, mens jeg fik renset & grundet alle lågerne og den udtagne luftfilterkasse. Vi var mange om opgaven med at få luftfilteret skilt ad. De gode folk hos Frichs havde præcist ikke levnet plads til at filtrene kunne komme ud. Vi måtte derfor løsne en del skruer og kradse fugen oppe på motorhuset fri, så filteret kunne komme op den vej. Det så i hvert fald ud som om de aldrig har været skiftet, da vi fik dem ud. Vi flotter os og køber et par nye…
Carsten og Hans fik desuden arbejdet videre på T1, der nu er vendt om, så man kan komme til fra neden. Carsten renoverer bl.a beslag til fjederophæng, så de kan blive nittet på i stedet for svejset. Lars og Peter fik bl.a.  skiftet stikket til fremmednet på gravemaskinen. Det foregik ude i vognhallen. Vi var 8 mand på værkstederne og havde det så skægt, så mange af os først sluttede arbejdet lidt i 23…


Vandet tappes af kølesystemet, så termostat kan skiftes og rigtig kølervæske kan komme på.

Der arbejdes på M25: Kontakter renses, luftfilter udtages og skjold afrenses
– og hvis jeg ikke lige stod og tog billeder, så havde jeg en pensel i hånden 🙂

T1 får nye beslag til fjederophæng

Luftfilter ude – sort. Pas på – lågerne er nymalede

Proben til termostaten skal bores ud med forsigtighed.

Skriv en kommentar