Torsdagsbilledet #155

Langt hovedparten af torsdagsbillederne er ældre optagelser fra HVB. Denne gang er der dog tale om et helt aktuelt billede. Det viser et helt nyt sporstykke med 700 mm. sporvidde.

700 mm. sporstykke med blankpolerede 60 kg/m skinner, varierende befæstigelser og lave egesveller. På sporet er monteret diverse genstande, der anvendes ved sporbygning.

Sporstumpen var at finde på Strukton Rails stand på DSE-messen på Danmarks Tekniske Universitet – en karrieremesse for ingeniørstuderende.

Sporvidden på 700 mm. var ikke valgt for at hylde hverken HVB eller roebanerne. Det var bare et mål, der passede med pladsen på standen.