Nyt fra maskinafdelingen #32-18 4/9:

Et større læs jern skal fra det ene sæt deplorider til det andet…

Færdigt arbejde! Godt der stod et lokomotiv til lige at hvile benene…

Så er ferietiden forbi og der er igen fuld bemanding på værkstederne 🙂
Dagens første opgave, som Carsten og jeg baksede med var at frigive et sæt deplorider ved at sammenlægge materialer fra to halvfyldte sæt til et ved at hente det ene sæt deplorider fra ”skov-sporet” og derefter flytte de tunge sager over. Således frataget sin last, kunne Lars O. gå i gang med at rense enhederne for gamle beslag og få påsvejst et par nye øjer til sammenkobling og transport. Bo og Kenneth P arbejdede videre med tilpasning af de nystøbte hvidmetalslejer. Det er et tidskrævende og omhyggeligt præcisionsarbejde, hvor lejet jævnligt skal presses mod akslen for at se hvor det går på bl.a ved at anvende blå markeringsfarve. Målet er at få bogien køreklar til brug for C523. Denne vogn blev denne aften adskilt endnu mere af Erik, Martin og Carsten. Kjeld og jeg hjalp til med at få de afmonterede dele samlet sammen i et bur. Det bliver en gennemgribende istandsættelse, idet gulvplankerne også bliver afmonteret så rammen også kan få en renovering og ny omgang maling. Slutmålet er jo at vognen triller nyistandsat og nymalet ud af værkstedet med nye bænke og tag på. Niels fremstillede endnu et lejn til drejebænken, der passer på mål til udvalgte stål. E28-holdet arbejdede flittigt på at montere akseldækslerne og de elektriske forbindelser, så de kom et langt skridt videre og kunne næsten ikke stoppe med at arbejde, selvom der var frisk kaffe på kanden. Flere af os nåede da at forlade Gården inden da… Vi var 14 flittige folk på Gården denne aften.
Lars O. fjerner gamle beslag fra deploriderne og..

påsvejser transport-øjer. Vi giver en hånd med at vende dem…
Bo presser hvidmetallet godt ned mod akslen for at se hvor der afsættes slidmærker – disse steder skal så fjernes indtil hele fladen trykker jævnt mod akslen.
Det er et tålmodigt præcisionsarbejde at fjerne det overskydende materiale.
Trinbrædder og sider er afmonteret og bænkene løsnet. Til sidst blev listerne til gulvbrædderne afmonteret. De sad godt fast.

Snart lignerC523 bare en roevogn. Sider og ender stakket i pallekassen.

Sidst på aftenen sås E28 omringet af flittige folk og mange dele er blevet monteret i løbet af aftenen.
Husk det er sæsonens sidste køredag på søndag!