Nyt fra Bafd 27-4-2013

I ugens løb har der givetvis været arbejdet på banen eller værkstederne næsten alle dage. Baneafdelingen har været aktiv onsdag, torsdag og lørdag og maskinafdelingen har bl.a. arbejdet på Vildmoselokomotivet og ikke mindst haft M25 ude at køre med nyrenoveret banemotor.

Onsdag fik Lars og Ole kørt kasserede sveller til Brandhøj og bl.a. hentet noget træktømmer med retur. Om aftenen blev overkørselsanlægget ved Stærkendevej afprøvet og efterset af Claus og Arne.

Torsdag var det igen eftersynsdag, hvor Kenneth og jeg gennemkørte banen fra en ende af. Undervejs vaskede vi overkørselskilte og stationsskilte, blæste overkørsler rene for grus samt rensede, smurte og kontrolmålte sporskifter. Affald langs med sporet blev indsamlet og diverse småreparationer blev udført ved samme lejlighed.

Lørdag arbejdede vi på sporarealet ved Hedehusgården og fik skiftet nogle sveller, smurt de sidste sporskifter og understoppet det sporskifte, som blev renoveret for en uges tid siden. Understopningen foregik med “edderkoppen”, der er mere fleksibel end stoppemaskinen og dermed lettere kan bruges i et sporskifte.

På næste lørdag arbejder vi med sporjustering og grøftegravning på Sletten.

Steffen.

Afvask af overkørselsskilt ved km 2.0

Slibning af hjertestykke. Forstærkninger til arbejdsholdet
 er tilkørt på skinnecykel



Udskiftning af sveller på Hedehusgården. Forlængeren til
gravearmen virker men skal videreudvikles lidt.



Understopning af spor med “Edderkop”