Nyt fra Bafd 18-11-2016

Dagens primære arbejdsopgave var færdigballastering og understopning af skiftet langs værkstedsremisen. Frosten havde i ugens løb sluppet sit iskolde greb om gruset i ballastvognene og vi fik hurtigt tømt gruset ud i sporet. Mens et hold arbejdede med at fastgøre sporstopperen for enden af sporet, gik et andet hold i gang med understopningen. Vi brugte vores sporskiftestoppemaskine ( i daglig tale ‘hopperen’), idet vores normale østtyske stoppemaskine ikke egner sig til understopning af skifter. Stopningen forløb udmærket trods en mindre utæthed i en hydraulikcylinder.

Enkelte sveller måtte håndstoppes med trykluftspade, fordi skinnerne ikke levner plads til selv ‘hopperens’ stopspader. Herefter justerede vi ballasten og fejede sveller. Mens vi havde ‘hopperen’ monteret på gravemaskinen, fik vi stoppet endnu et skifte på Hedehusgård. Et skifte vi tidligere kun havde understoppet nødtørftigt.

Stor aktivitet med efterarbejde i skiftet efter stopningen.
Der bores huller i det nyskårne træstykke til stopbommen. Arbejdsstillingerne er ikke altid de bedste, når vi arbejder ude i marken.

Vi nåede også at understoppe et andet sporskifte på Hedehusgård st. som vi tidligere blot havde håndstoppet.

Det var en arbejdsdag, hvor vi havde svært ved at slippe arbejdet. For at give ranger- og lokpersonalet så gode arbejdsvilkår som muligt mellem værkstedsbygningen og sporskiftet, udjævnede vi alle niveauforskelle i terrænet. Det bør nu være muligt at færdes uden fare for at snuble under rangering, kul- og vandtagning.

Mørket falder på mens Kenneth, Carsten og Jørgen lægger sidste hånd på udjævningen.

Efter at være kørt i hus med materiellet afmonterede et motiveret arbejdshold den utætte cylinder på ‘hopperen’ og den er nu klar til reparation i værkstedet.