Nyt fra Bafd 14-07-2018

Lørdag bestod Bafd af 5 mand, der gennem dagen fik udrettet en lang række ting. Peter og Lars startede med at justere et sporskifte ved vognhallen, mens Keld fik sin debut på plænetraktoren. Sammen med Kenneth med følgeskab af motorplæneklipperen fik de slået græsset på arealerne på Hedehusgården. Græs er nok lidt en overdrivelse i disse tørketider, men ukrudt vokser ganske godt og ses tydeligt i det, der oprindeligt var et grønt græstæppe.
Jeg fik forstærket og efterspændt bænkene foran vognhallen.

Stoppeenheden skal efterspændes med mellemrum

Keld med plænetraktoren i en sky af støv

Bænkene efterspændes og forstærkes

Efter en frokost i skyggen på Løgnebænken kørte vi til Brandhøj, hvor vi efter lidt rangering fik hentet kompressorvognen frem. Derpå gik turen til strækningen mellem Rubjerg og Fem Ege, hvor vi efterspændte laskebolte på udvalgte steder, samtidig med at der blev luget for havtorn i sporet og slået ukrudt på perronerne.

Vi kørte atter retur til Brandhøj, parkerede kompressorvognen og fik startet vores gamle Salta gravemaskine op og læsset to vogne ballast. Den ene af disse blev tømt på flere lokaliteter på vejen retur til Hedehusgården, mens den anden skal bruges for vognhallen. Den herlige dag sluttede ved 18-tiden.

Steffen

Rensning af overkørsel ved km 2.0