Torsdagsbilledet #40

Når dette torsdagsbilledet offentliggøres, er det nok de færreste, der har tid til at tjekke HVB-bloggen. Når kalenderen viser 24. december er der meget andet at gøre! Men ingen skal snydes for torsdagsbillede nummer 40 – juleaften eller ej. Slet ikke når billedet viser Hedeland, som det så ud en forårsaften for mere end 30 år siden.

Når man i dag kører gennem Hedeland, kan det være lidt vanskeligt at begribe, at området tidligere var grus- og lergrave. For 30 år siden var det noget mere synligt! Nedenfor er sporlægningen nået frem til km. 1,5, hvor omgivelserne er præget af nyregulerede skråninger og en ny banedæmning.

Her til og ikke længere. M 25 med et arbejdstog i Hedelands nøgne landskab, 1984. På bakken til venstre i billedet ligger Brandhøjbanen. Vores strækning på dette sted fik i efteråret nye sveller, blev justeret og understoppet og forsynet med supplerende ballast.