Nyt fra maskinafdelingen #17-18 16/4:

Bo højt til tops i gang med rengøring af skorstenen på Da7

Da7 var allerede trukket ud af den lille remise, da jeg ankom. Det var Bo som havde brugt dagen på at adskille og udtage spilddamprørene af røgkammeret, da de trænger til en omgang inden sæsonen snart starter. Det havde ikke været en let opgave. Desforuden skal blæseren repareres. Den gik fra hinanden på næstsidste juletogstur, så vi måtte køre motor på sidste runde.
På Superfos-maskinen kunne jeg endelig gå i gang med at give den en omgang med grundmaling, mens Lars O. bankede løs på bremsedelene i et forsøg på at få dem løsnet. Vi vil gerne have bremserne gjort bevægelige igen. Kjeld fortsatte det tålmodige arbejde med at fjerne maling fra de gamle kobberrør, så de snart skinner som nye. Jan havde også gang i grunderen, så de fuldstændig afrensede motorlåger endelig fik den grundmaling, de tilsyneladende aldrig havde fået… På snedkerværkstedet fik Martin og Erik fremstillet endnu en stor stak lister til brug for tagbuer og Carsten havde Niels med som føl til arbejdet med at få afrettet endnu et par stålblokke i fræseren til brug for lejekasser. Ved samme lejlighed fik Niels afprøvet den nye støvsuger med forsats til spånerne og det fungerede meget tilfredsstillende! I det hele taget blev der syslet godt på Gården og vi fik da også hyggeligt besøg fra flere medlemmer i løbet af aftenen, så jeg talte 17 medlemmer, der enten arbejdede elle kiggede forbi denne fine forårsaften.

Redacteuren i sit rette element med en pensel i hånden 🙂
Kjeld får kobberet til at skinne
Lars forsøger at få delene til bremserne løsnet, så de kan blive bevægelige igen.

Martin og Erik får “flækket” et par stykker træ til tagbuerne
Niels får spændt jernklodsen godt fast i fræseren

Jan er næsten færdig med at grundmale lågerne til M24…

– men får lige hjælp til det sidste af et flittigt hold rådgivere 😉

Bemærk at turen til Diesel House er flyttet til en ny dato, hvilket giver medlemmerne en ny mulighed for at tilmelde sig arrangementet. Der er udsendt en opdateret mail.