Nyt fra Bafd 25.11.2017

Traditionen tro samles en flok aktive på Hedehusgården morgenen efter julefrokosten, der i år blev afholdt på Axelborg. I den tågede frostmorgen gik fire mand lidt over 10 i gang med dagens opgaver. Lidt senere var endnu to medlemmer kommet ud af sengen, og selvom den ene hurtigt måtte tage hjem igen, blev det dog til et pænt arbejdshold. Efterårets nedfaldne blade blev fjernet fra sporarealer og drejeskivegrube, hvor de kan genere driften i den kommende julesæson. Derudover fik vi renset tagrender på kiosken og fjernede også blade fra arealerne omkring kiosken. Banner-opstillingen ved Brandhøjgårdsvej sikrede vi også lige med nogle fliser. Superfos-maskinen blev fra morgenstunden trukket udenfor og fik den sidste afrensning.

Tågen er ved at lette. Steffen og Jørgen fjerner blade, mens Carsten renser røgkammer på Superfos-maskinen.

Efter frokost kørte Steffen og Claus med M12, banevogn og ‘den blå vogn’ med løftegrej til Brandhøj og gjorde klar til at sætte Superfos-loket på plads. Langsomt fulgte M 30 med Jung-maskinen efter, bemandet med Bo, Carsten og Jørgen.

M 30 rangerer langsomt damploket ind på sporviften foran opbevaringshallen.

Deploriderne er fjernet og nu er Superfos-maskinen på vej ned på skinnerne. Sporet har 3 sporvidder, så tungen skal holdes lige i munden, når det rette par skinner skal rammes.

Bo og Steffen giver maskinen det sidste ryk til siden. Nu kan maskinen sænkes det sidste stykke.
Superfos-maskinen er tilbage på sin skydebro fra remisen ved fabrikken i Nørre Sundby. Der har den ikke stået, siden de begge forlod Jylland i 1979 for at få et varigt hjem hos os.
På plads i opbevaringshallen mellem to 785 mm tipvogne. Mon ikke vi i løbet af vinteren får shinet søstermaskinen lidt op, så den kan blive udstillingsklar til 2018?

Med hjem fra Brandhøj havde vi 1684, der skal have et eftersyn på værkstedet, inden den kan indgå i vores roebanearrangement 22. december.

Efter vi havde rangeret på plads, planlagde vi opgaver, der skal stå klar til os, hvis vi skulle gå hen og få virkeligt dårligt vejr. Med lidt forberedelse kan vi således have opgaver til et par indendørs arbejdsdage i baneafdelingen.