Juletog lørdage og søndage i december!

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Nyt fra Bafd 22-04-2019

Det måtte jo ske. Påskeferien var ved at være slut og for at lægge afstand til påskefrokoster og havbadning krøb fire mand fra baneafdelingen i arbejdstøjet. Én havde dog presserende sager at afslutte, og nåede derfor ikke arbejdstogets afgang fra Hedehusgård. Det gjorde klubbens forskningsleder Bent Hansen og ledsagerske derimod. De kørte med til Brandhøj, hvor arbejdsholdet rangerede stoppemaskinen frem, og med den på slæb gik det til Flintebjerg.

‘Spurven fra Reerslev’ træder bakkespurten på etapen til Flintebjerg. I forgrunden er donkrafte og skovle lagt frem.

Stoppemaskinen gøres klar til aktion.

Mellem Flintebjerg og Rubjerg var opgaven at understoppe det spor vi udskiftede sveller i på sidste arbejdsdag i 2018. En strækning på ca. 80 m. som vi fik afsluttet, således at vi kunne indtage frokost for foden af skibakken i smukt forårsvejr.

Nogle heste bliver komplet balstyriske, når de ser vores stoppemaskine. Så tager vi en pause og lader dem passere. Andre heste er fuldstændig rolige og passerer uden bøvl. Her er en af hestene fra den rolige kategori.

Efter den sidste justering og oprydning ved Flintebjerg, kørte vi til Hedehusgård, hvor hovedsporet mellem stationen og kurven ved rampen skulle understoppes efter svelleudskiftning. Efter løft og nivellering kørte Kenneth med sikker hånd maskinen igennem strækningen på ca. 35 m. Som ved Flintebjerg fik vi i kølvandet på stoppemaskinen fjernet en del græstørv. Efterhånden som donkraftene blev frigjort fra sporet gav Steffen dem et grundigt eftersyn. Bukkede håndtag blev fjernet. Tandstang og gevind blev rengjort og smurt, inden donkraftene kom på plads under banevognen.

Sporet er løftet og det er stoppemaskinens tur til at arbejde.

Lars og Claus fjerner græstørv og jævner de værste pukler i ballasten.

Med understopningen afsluttet gjorde vi stoppemaskinen klar til transport og kørte den tilbage til opbevaringshallen på Brandhøj Station. Med retur fra Brandhøj kom ballastvognene. Dem får vi brug for, når de understoppede steder skal ballastsuppleres. Mens Kenneth og Claus var på Brandhøj fik Lars og Steffen gjort den nyindkøbte plænetraktor klar til drift. Den fik monteret hjulene fra vores gamle slåmaskine, der også blev lettet for batteri, ja selv benzintanken blev suget tom. Den nye maskine blev testet på græsset rundt om museumshallen, inden arbejdsholdet pakkede sammen efter en hyggelig og arbejdsom dag.

Steffen tester venderadius på den nye plæneklipper. 

Skriv en kommentar