Nyt fra Bafd. 15-09-2018

Denne lørdag markerede starten på efterårets svelleudskiftningskampagne. Sommerkørslen efterlader nu banen til baneafdelingen i en måned, inden efterårskørslen starter. Det er nu en stor del af årets arbejde på strækningen skal gennemføres!

Første dag med svelleudskiftning plejer at være en dag, hvor udstyr og mandskab skal finjusteres og div. småting skal rettes til. Sådan blev det også denne gang. M 30 forlod Hhg med første del af dagens arbejdshold bestående af Kenneth, Kjeld og Steffen.

Dagens første pause kom først sent på dagen, da vi pga. maskinbøvl havde en lang opstart.

Det varede lidt inden M 12 fulgte efter. Der var naturligvis bøvl med opstart af gravemaskinen og den skulle også lige have den rette grab monteret. Imens Lars, Otto, Benjamin og Claus baksede med det, hentede M 30 energivogn og de sveller vi borede sidste lørdag.  Svellerne blev udlagt mellem Rubjerg og Flintebjerg langs sporets rette dele. På den måde passer de borede huller med at der ikke skal være udvidelse af sporvidden. Holdet startede desuden med frigravning af befæstelser. Da hold 2 ankom, kunne vi derfor straks kaste os over udtrækning af spirg, fjernelse af underlagsplader og udskiftning af svellerne.

Var der lidt bøvl med maskineriet, gik arbejdsholdene til gengæld på med krum hals. Der var ingen usikkerhed at spore og alle fandt hurtigt ind i svelleudskiftningens vante rutiner. Imens udvalgtes der plads til brændekomfuret og der blev sat mad over. Mindre regnbyger kunne ikke standse hverken arbejde eller madlavning og snart drev bygerne væk. Gryderetten med elg, pølser og kartofler kunne indtages i solskin omkring Storebæltsvognen.

Udsigt fra køkkenafdelingen. Valget af position gav ly for vinden og hjalp også da det begyndte af regne.

Den samlede arbejdsstyrke forsamlet til frokost. Fra venstre: Lars, Otto, Benjamin, Kenneth og Kjeld, godt skjult af Claus. Steffen tog billedet.

Vi var langt fra de eneste i Hedeland denne efterårsdag. Mountainbike-ryttere passerede os med jævne mellemrum på stien og et betragteligt antal ryttere på deres heste hilste venligt på os fra ridestien.

Otto, Kjeld og Claus trækker spirg op, mens en rytter dukker op på ridestien. (Foto: Kenneth H.).

Nogle ryttere måtte lige stoppe op og se, hvad det var der foregik på jernbanen.

Inden kaffepausen havde vi udskiftet sveller på 5 rammer og opildnet af succesen gjorde vi hurtigt to rammer mere klar. Da flere på holdet havde aftaler sidst på eftermiddagen, skruede vi hastigheden yderligere op. Mens spigerne blev slået i på de sidste to sporrammer, arbejdede resten af styrken med oprydning, og Kjeld og Kenneth fik læsset de gamle sveller på deplorider. Deploriderne blev rangeret til Rubjerg Station og hensat aflåst i spor 1.

M 30 rykker energivognen frem. I forgrunden ses de gamle sveller samlet i bunker på fire. Det er lige præcist det antal sveller, som gravemaskinen kan håndtere i én grabfuld.

Dagens arbejde afsluttes. Den næstsidste grabfuld gamle sveller køres væk.

Vi nåede at udskifte 91 sveller på én dag. Et godt resultat. Arbejdet fortsætter igen på lørdag. Er der et godt arbejdshold er der basis for endnu et godt resultat.