Nyt fra Bafd. 13-04-2019

Mens sidste lørdag blev brugt på mindre opgaver på Hedehusgården, bl.a. komplet adskillelse af overkørselsanlæggene fra Hedehusene st., kørte vi denne lørdag ud på banestrækningen for at udføre forårsklargøring af banen.

4 overkørselssignaler, betjeningsskab og kontrolanlæg blev påbegyndt adskilt 30. marts og standerne blev fuldstændigt afklædt sidste lørdag. Delene er nu samlet i et pallebur og klar til transport til opbevaring i hallen på Brandhøj.

Efter et kort planlægningsmøde kørte dagens arbejdshold til Brandhøj. Nogle med tog, andre med bil. På den måde er det lettere at komme hjemad, hvis man har presserende familieaftaler inden dagens arbejder er færdigt. På Brandhøj hentede vi energivognen, hvorefter vi kørte til Fem Ege. Dagens program bestod i at gennemblæse samtlige sporskifter på strækningen, måle dem i henhold til vores vedligeholdelsesprocedurer, rense tungernes glideplader og smøre dem grundigt. Overkørselsanlægget ved Stærkendevej skulle have pudset lampernes linser og samtlige overkørsler have samme tur med trykluftblæsning som sporskifterne.

I forgrunden er Lars og Benjamin i færd med at rydde mindre skud, mens Steffen sammen med Jørgen M og Finn er i gang at pudse linser på overkørselsanlægget.

Rilleskinnerne er lette at rense med en kost. Her er Lars ude med kosten.

Overskæringen syd for Sølund blæses igennem af Claus. Trykluftspyddet forsynes af vores kompressor, og fjerner forholdsvist let selv store mængder fastkørt jord, grus og blade fra sporrillen. Solide sikkerhedsbriller er absolut påkrævet, og hue eller hætte hjælper med at forhindre støv i håret eller ned ad ryggen. Foto: LLZ.

Undervej udførte vi desuden mindre reparationer af fx stationsskilt og rydning af bevoksning. Særligt på sydsiden af overkørslen ved Stærkendevej ryddede vi en del bevoksning for at skabe sikker indsigt til overkørslens kontrolsignal og mod vejen. Det sidste vil gøre det lettere for togpersonalet, at danne sig et indtryk af om trafikken standser ved stoplinjen.

Sporskifte under opsmøring af Benjamin og Lars. Buskene blomstrer, træerne springer ud og gæs og småfugle høres langs banen. I løbet af dagen ændrede vejret sig fra køligt til solrigt og lidt varmere.

Dagens arbejde afsluttedes på Hedehusgården. Efter endt brug af energivognen kørte Lars og Claus til Brandhøj med den, mens Steffen og Benjamin opmålte og smurte de sidste skifter.

På Hedehusgård Station varetog et dedikeret arbejdshold bestående af Bruno og vores yngste aktive medlem afrensning af stationsaptering. Så er der rene overflader at male til bygningsdagen 27. april.

Der er planlagt arbejde flere dage i løbet af den næste uges tid. Et mindre bafd-hold forventes stablet på benene tirsdag og 2. påskedag udfører vi understopning mellem Flintebjerg og Rubjerg.