Sommertoget kører igen fra 19. maj til 15. september

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Nyt fra bafd. 08-09-2018

I lunt septembervejr kunne fem mand fra baneafdelingen se frem til en dejlig lørdag på banen. Der var opgaver nok at tage fat på og efter at have rangeret dagens tog sammen, gik turen til Brandhøj. Banevognen sattes af i sporviften, mens fire tipvogne håndrangeredes ind i opbevaringshallen. En anden del af arbejdsholdet fik justeret en tungespids i skiftet, der fører til sporene foran opbevaringshallen.

Kenneth tilpasser en tungespids med tendens til at klemme. Det kan i værste fald forhindre fuld kontakt mellem tunge og sideskinne og skulle derfor udbedres. Lars giver gode råd.

Fire tipvogne på vej til deres plads i opbevaringshallen skubbet af Peter og Steffen.

Efterårets svelleudskiftninger står for døren og en af dagens opgaver var at forbore 175 sveller, så vi er klar til arbejdet. Forboringen gik glat. Vi har det rette værktøj og en god del rutine i arbejdet. Mens boreholdet gav den hele armen, arbejdede andre på en større ombygning af vores udstyr til ukrudtsbekæmpelse. Igennem sommeren har vi skåret enkelte træer ned langs banen. Vi fik savet stammerne til opfyringsbrænde og læsset i en tipvogn. Der står allerede tre fyldte vogne klar i opbevaringshallen.

Sveller gøres klar til boring.

Der bores så spånerne flyver! Kenneth og Steffen i gang med at lave de mere end 1000 huller, der skulle bores i svellerne.

Sidst på dagen fik vi tid til at skifte et par bolte på stoppemaskinen. Den havde voldt lidt problemer sidste lørdag og med svelleudskiftningerne i den kommende tid, er det vigtigt, at den fungerer uden bøvl. Smørestederne fik en gang med fedtsprøjten og hydraulikolien blev efterfyldt. Vi nåede også en del sortering og oprydning i de sager vi har i en af vores lukkede roebanevogne i opbevaringshallen. I vognen henstår nemlig de fire puffere fra vores Superfos-lokomotiver og det er efterhånden blevet tid til, at de skal genforenes med deres lokomotiver. For at spare vores rygge henter vi dem ud af vognen med gravemaskinen i den kommende tid.

Så er der adgang til Superfos-pufferne i vognen.

Vi har mange historiske ting på HVB. Pufferne er historiske, men kan også selv fortælle historie. Her er puffen fra Superfos-lokomotivet med nummeret 202 påført. En spasmager fra HVB har tilføjet lidt sømandshumor, så ‘202’ er blevet til 202 grader, Ø-NØ og tilføjer ‘agter’. Morten Banke?

Næste lørdag står arbejdsprogrammet på svelleudskiftning på strækningen mellem Flintebjerg og Rubjerg. Vi håber at nå så mange sveller som muligt og der er derfor arbejde til alle dem, der har lyst til frisk luft og banearbejde. Til frokost serveres gryderet med elg fra brændekomfuret. Vel mødt!

Skriv en kommentar