Juletog og værkstedssysler

På en lørdag, hvor vejret ikke var det bedste, lykkedes det alligevel at køre fyldte juletog til spejdernes juletræssalg ved Rubjerg Station. Der var også aktivitet på værkstedet.

Sidste dampafgang fra Rubjerg lørdag 15. december 2018. Flagermuslygterne skaber en god stemning i toget. Også selvom de er elektriske.

Med lavt skydække og fugtigt vejr, var det ikke ligefrem ønskevejr for det tjenestegørende personale til lørdagens julekørsel. Til gengæld var vi mange, idet Bruno og Arne som aspiranter var i tjeneste på motorstammen sammen med Claus W og Hans-Henrik. På dampstammen bestod besætningen af Anders, Carsten og Peter suppleret med Claus N, mens billetsalg og kiosk blev passet af Thomas. På Rubjerg regerede som sædvanligt Jørgen M.

M 25 ført af lokomotivføreraspirant Jensen bryder igennem dampen fra Da 7, der afventer på vognhalsbanegården.

Godt fyldt motortog på vej ned ad rampen. En af passagererne (med grå trøje) venter sig vel rigeligt af oplevelsen. Hænderne er røget i vejret som om det var rutsjebanen i Tivoli!

De første tog mod Rubjerg var helt fyldt, men som dagen skred frem og skydækket blev tungere svandt passagertilstrømningen og med de sidste afgange fra Rubjerg havde togene mellem 30 og 40 passagerer med hjem. Sidste tog fra Rubjerg blev mødt af let regn på vej over sletten, men med overdækkede vogne blev ingen rigtigt fugtige.
Som sædvanligt vankede der æbleskiver og varm kakao til togpersonalet. Her serverer Jørgen kakao på Rubjerg Station.

Efter togstammerne var rangeret på plads i det tiltagende mørke og tæpperne hængt til tørre, kunne togpersonalet konstatere, at der havde været aktivitet på værkstederne. Lars og Steffen var travlt optaget af fræsning og tilpasning af et Robel-spormåleinstrument, der tidligere har været normalsporet.

Lars er for et kort øjeblik borte fra arbejdet, så kun Steffen ses ved skruestikken.