IBK på tur med banen til Lüttmoor Hallig

Lørdag den 5. maj mødtes vi en flok IBKére m.fl. ved Nordstrand Mose nær Husum, Tyskland. Bent Hansen havde arrangeret en tur ud til Ruth, der bor på 5. værft på Lüttmoor Hallig.

Vejret kunne ikke være meget bedre; sol og let vind. Kort før 11 kom Ruths søn kørende med familiens tog, bestående af to hjemmebyggede troljer og en passagervogn. Ikke alle kunne tage turen over diget; det kunne troljen ikke trække. Vi stod derfor på lige før banen svinger ud på diget. Så gik turen ud til midten af diget, hvor vi havde foto-stop ved vigesporet og derefter kom vi til banegården på Halligen. En del af selskabet blev fra banegården kørt med traktor til Ruth, mens andre på gåben fulgte det lange sidespor til kroen for at se deres troljer. Også lærerens trolje holdt her på et omløbsspor. Kroen har flere fine køretøjer holdende oppe ved kroen. På vejen til Ruths værft så vi mange søde lam, flotte fugle og andre dyr og vel ankommet til Ruth blev der serveret grillet lam og kalkun ad libitum. Utrolig lækkert! Efter frokosten gik vi forbi den lille havn, skolen/ kirken og den gamle kirkegård. Derefter gik turen hjem igen. Turen fra hallig til svinget på land var 3, 3 km, tog 15 min og blev kørt med 13,5 km/t iflg. min GPS på mobiltelefonen.
Til Bent og Edit skal der lyde et 1000 tak for et meget fint arrangement!

 Venlig hilsen Leif

Se mere om Halligbanerne via Smalspor.dk eller her: Inselbahn.de

Bents rapport fra turen:

Rapport fra Lüttmoor

På lüttmorbanen var der tre lukkede troljer. Jeg så på hovedbanehården på Lüttmor alle tre side om side. Den ene var kroens. Ruth Hartwig-Kruse, Norderwerft havde også en, og den sidste tilhørte den anden familie på Neuwerft, kroværftet, Familie Gerd_Walter Siefert. Troljerne var næsten ens. Jeg havde faktisk registreret dem som én trolje efter regelmæssige ombygninger, fordi jeg altid kun så dem én af gangen. Den ene har nr. 10/97, men ingen af dem førte plade. Ruths søn erkendte, at de havde pladen liggende hjemme, men han kunne ikke huske nummeret.

Halligen har vandledning fra fastlandet og ligeledes strøm fra fastland via kabel. Elektronisk kommunikation kommer trådløst.

Dagrenovation foregår med tog. Dagen før skraldebilen kommer til Lüttmoorsiel, henter en af de 21 beboere på Halligen alle spandene og kører dem med toget til fastlandet.Toiletaffald og spildevand går gennem et fælles underjordisk rensninganlæg på Halligen. Restslammet pumpes op i en tank, der med toget køres til Bauhof Lüttmoorsiel, hvor der er en større tank til Bauhofens og cafeteriets affald, der så lejlighedsvis afhentes med slamsuger.

Af særlige transporter ved dette besøg – ikke er set før, sås en vogn læsset med vinduer til Familie Gerd-Walter Siefert.