Næste tog i skolernes efterårsferie! Og juletog i december!

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

IBK besøgte vennerne i DieselHouse 13. maj:


Igennem de sidste par år har vi haft fornøjelsen af et tæt samarbejde mellem de dygtige og flinke folk i DieselHouse og vores maskinafdeling. Folkene derfra har hjulpet med at få vores BurWain-motor i lokomotiv nr. 4 til igen at køre som en drøm. Det blev afregnet med en togtur og så synes de nu alligevel også at vi skulle komme på besøg hos dem i DieselHouse. Så helt eksklusivt blev vi i IBK denne dag inviteret til at opleve starter af alle de fine motorer.
Først blev vi dog bedt velkommen af direktør Lars Peter og Steen, der fortalte om museets og dens baggrund. Så kravlede Kai op på toppen af B&W no1 og hev et par håndtag, så trykluften kunne starte den fine gamle motor fra 1904. Med langsomme, men sikre omdrejninger kom den i gang og i løbet af et par minutter kørte den jævnt og ville sagtens have kunnet levere 40 gode heste på det gamle karrosseriværksted, hvortil den oprindelig blev leveret.
Herefter kravlede vi alle en etage højere og med fin udsigt til den store B&W2000, så berettede Otto om denne prægtige motor. Den beholdt titlen som verdens største dieselmotor fra leveringen i 1933 og 30 år frem, og leverede jævnligt spidsbelastningsstrøm til København frem til slutningen af 60érne hvorefter den stod standby indtil 2004. Herefter trak Otto i fløjten og starten gik. Hurtigt kom motoren op i omdrejninger og fyldte rummet med vellyd og diesel-os.
Efter denne start gik vi lidt ned i størrelse for at se Ib´s Bur-Wain Diesel 6 A 13 D, årgang 1945 blive startet. Den startede øjeblikkeligt og lød som en drøm. Denne motor stammer fra den hurtiggående båd Britt, men typen har også været anvendt i rangerlokomotiver – hvilket straks gjorde den endnu mere interessant i vores øjne J Ib fjernede dækslerne, så vi bedre kunne iagttage motorstyringen, mens den kørte. En lille film viste båden under fuld sejlads.
Slutteligen fortalte Carl-Erik os historien om B&W ved den store tavle, hvor der er sat fine små symboler, der beskriver de mange milepæle i fabrikkens historie og fint suppleret med referencer til den øvrige Danmarkshistorie. Bagefter tog Carl-Erik os rundt på museets resterende etager og fortalte detaljeret om alle de mange spændende motortyper, og deres udviklingshistorie frem til de nyeste motortyper som bygges på licens og anvendes i størstedelen af alle verdens skibe.
Til sidst blev vi budt på kaffe og kage i direktionslokalet, så vi i fællesskab kunne hvile benene og få talt ud om dagens spændende besøg. Mange tak til alle fra DieselHouse, som gav os alle en meget fin dag!   Og for dem som ikke kunne være med på denne tur, så har DieselHouse åbent for den almene hob – men ikke med så fin og detaljeret rundvisning som vores 😉 

Se mere her > dieselhouse.dk


Lars Peter og Steen byder velkommen til DieselHouse og fortæller om huset.

B&W Motor No 1 fra 1904 startes og kommer efterhånden op i omdrejninger

B&W 2000 fra 1932 er startet op og man hører tydeligt at den ville være i stand til at kunne yde 22500 hk

Ib fjerner dækslerne så ve bedre kan se den fine mekanik arbejde

En reklame for motortypen viser at den også kan anvendes i Pedershåb-lokomotiver…

Carl-Erik fortæller om Bur Wains historie

Vi slutter et spændende besøg med kaffe og kringle. tak for en fin dag!

Skriv en kommentar