Hedelands Veteranbane markerer det Europæiske Kulturarvsår den 29. juli

Hedelands Veteranbane markerer det Europæiske Kulturarvs-år
Indtil for 50-60 år siden var tipvognstogene en uadskillelig del af hverdagen i Hedehusene, hvor store virksomheder var helt afhængige af smalsporede baner til transport af grus og ler. Med tipvognstogene markerer Hedelands Veteranbane det Europæiske Kulturarvsår og de små togs betydning for byens vækst og udvikling.

Tager du tager veterantoget ud i Hedeland søndag 29. juli kan du se tipvognstoget fra din plads i toget eller du kan stå af og se nærmere på lokomotiv og vogne på Hedehusgård station. I mange år var tipvognstog et hverdagssyn i de grus- og lergrave, der nu er blevet til Hedeland. I dag er tipvognstog sjældenheder, der kun kan ses få steder. På Hedelands Veteranbane har du muligheden for at se hvordan områdets grusgrave tidligere transporterede gruset frem til den nærmeste vej eller jernbane.

Tipvognstogene afgår fra Hedehusgård st. kl. 11.50 og 14.05. Bemærk at tipvognstogene ikke medtager passagerer. Men de tog, som medtager passagerer har også deres historie. Mange af banens lokomotiver og vogne stammer fra det omfattende net af roebaner, der både var på Lolland, Fyn og Vestsjælland. Disse tog transporterede tonsvis af roer til sukkerfabrikkerne i roesæsonen, men i 1968 var det slut. Så nu kan man køre med hos HVB og prøve at være en roe 🙂

Fra kl. 13.00 er der mulighed for rundvisning i HVB’s remiser med guide, der beretter om de gamle lokomotivers historie og de frivilliges arbejde med at restaurere og vedligeholde jernbanemateriellet.

Find køreplan for persontog og billetpriser på http://www.ibk.dk/koreplan.htm