Lokofører-Motor

Jobbeskrivelse:

Som lokofører af motortog ved Hedelands Veteranbane er du den person der sørger for sikker og behagelig kørsel med vores passagerer og sørger for, at vores lokomotiver er klar til dagens dont i det smukke Hedeland inden vores gæster kører afsted med det første tog.

Jobbet som lokofører indebærer

  • Opstart og klargøring af lokomotiv til dagens arbejde, herunder kontrol af motor, bremser og smøreolie, samt opfyldning af brændstof, bremsesand m.v.
  • Information til gæster om det materiel der køres med (på forespørgsel)
  • Rangering og opstilling af togstammer i forbindelse med plantog og særtog
  • Rangering af dampstammens vogne, når det sidste damptog er kommet til perron så alle kan få pakket sammen samtidig

 Kvalifikationer

Som lokofører, motortog er du

  • Høflig og venlig overfor vores passagerer og sørger for kørslen bliver så behagelig som mulig
  • Med en god humoristisk sans og er klar på at yde vores passagerer en service, så de ønsker at komme igen
  • Har gyldigt kørekort samt normalt syn og hørelse (sikkerhedskrav i.f.m. kørsel med passagerer)
  • Har sans for teknik og tekniske konstruktioner og har måske en baggrund som maskinmester eller erfaring fra andet job hvor du har beskæftiget dig med forbrændingsmotorer
  • Indforstået med at det er forbudt at indtage alkohol i tjeneste og at man møder ædru, præsentabel og velsoigneret på sin vagt.
  • Med en god almen fysik, da arbejdet for det meste er stående, dog med mulighed for at sidde under kørslen på det meste materiel vi råder over.

 Om jobbet

At være en del af teamet bag Hedelands Veteranbane kræver ikke de store forudsætninger. Vi sørger for en grundig oplæring og som lokofører vil dine første tjenester være som ”aspirant”, hvor du under kyndig vejledning fra en af vores dygtige lokoførere sættes ind i lokomotivets betjening og funktioner.
Efter endt oplæring indgår du i den aktive stab af tjenestegørende personale og du får mulighed for at byde ind på de vagter du kan tage i løbet af vores sæson, der strækker sig fra hver søndag i april til september, i efterårsferien og i de sidste 3 – 4 weekender inden jul.  Efterhånden bliver du ”omskolet” til mere materiel og kan derfor køre oftere, hvis det har din interesse. Der udleveres uniform i forbindelse med jobbet i form af bukser og en skjorte påtrykt HVB’s logo når du er færdiguddannet og indgår i vagtplanen. Fodtøj skal du selv sørge for og vi kræver anvendelse af sikkerhedssko, klasse S3.