|
Steffen skriver af og til en status fra
arbejdet i om
lørdagen i Baneafdelingen og hvilke planer der ligger kommende lørdag(e).
Mvh. Søren |
BAFD d.
25-7-2009
I lørdags fik vi samlet de sidste par sporrammer i spor 2 på
Sølund st, hvor der er blevet skiftet sveller. Sporet mangler nu
kun en justering, før det kan tages i brug igen. Herefter blev
der slået græs og buske på perronen, ved sporskifte trækbukkene
samt på flere lokaliteter frem til og med Brandhøj station. Her
gik vores buskrydder i stykker, og kort tid efter gik
plæneklipperen også i stykker. Arbejdet blev derfor indstillet,
men vi fik dog repareret buskrydderen senere på dagen, og siden
er der også fremskaffet en anden plæneklipper. Vores
plænetraktor blev i øvrigt også ukampdygtig lidt senere på
dagen, men den er ligeledes under reparation, og forventes
snarest sat i drift igen. Alt i alt en lidt kedelig dag på
materielsiden
Bafd d.
06-06-2009
I lørdags fik et lille hold afprøvet den ombyggede stoppemaskine
med nye Honda motorer. Motorerne kørte perfekt, larmede meget
mindre end de gamle og brugte tilsvarende mindre benzin. Selve
maskinen havde dog et par defekter, men det lykkedes at
nødudbedre disse, så vi kunne fuldføre stoppearbejdet. Vi fik
understoppet ca. 25 sveller, som vi udskiftede tidligere på
året. 2 tipvogne med supplerende ballast blev udlagt på flere
lokaliteter. Et par køer, som netop er sat på græs på Sletten,
foretog en grundig inspektion af banetoget undervejs.
For nogle uger siden modtog vi en sending nye egesveller, som
blev savet for 14 dage siden. Der ligger derfor 200 stk sveller
klar til reparationsarbejder på Sølund og diverse steder på
strækningen. Næste lørdag fortsætter vi arbejdet på Sølund med
renovering af hovedsporet.

Bafd d.
16-5-2009
Lørdagen bød på regnvejr stort set hele dagen, så det gule
regntøj blev fundet frem fra reolen, da vi skulle udføre dagens
arbejde på Sølund. Vi fik samlet ca. halvdelen af det spor, som
skal have udskiftet sveller og indlagt underlagsplader. Der blev
sat lidt varme på i banevognen, og i dagens anledning havde
Christian medbragt en stor stak pandekager til kaffen. Det
lykkedes dog ikke at fortære dem alle trods en ihærdig indsats.
Forrige lørdag var der ligeledes aktivitet. Der blev foretaget
ukrudtbekæmpelse og diverse græsslåning på Hedehusgården og
sporskiftet indtil vognhallen blev justeret, så tungerne ligger
pænt til. Herudover fik Kenneth og Lars adskilt den ene hjulnav
på det orange Salta og konstateret, hvorfor den altid har hylet
fra dette nav. Det skyldtes en sammenklappet bremseslange,
hvorved bremsebakkerne ikke kunne slippe bremsetromlen korrekt.
Heldigvis er der ikke sket nogle større skader, og sidenhen er
en ny bremseslange fremskaffet og vil snarest blive monteret.
Claus har leveret billeder fra begge dage.
På lørdag skal der formentlig saves sveller til den resterende
del af sporet på Sølund, hvorefter selve sporbygningen
fortsættes.

BAFD 25.
april 2009
Den årlige
bygningsdag blev afholdt med 18 deltagere i et perfekt
forårsvejr. Vi startede kl 9 med morgenmad, hvorefter der blev
arbejdet rundt omkring på Hedehusgården med en masse forskellige
opgaver. Vi fik bl.a. udrettet følgende:
- Savning og stabling af brænde til opfyring af
damplokomotiverne
- fliselægning ved kiosken
- afrensning og maling af bænke ved kiosken og på perronen
- græsslåning ved vognhallen
- etablering af kørevej for plænetraktoren foran vognhallen
- rensning af tagrender
- rensning af taget på kiosken, så det efterfølgende kan males
- reparation af loftet i snedkerværkstedet
- reparation af tag på vognhallen
- ophængning af kabel til den lille remise
Herudover fik Bjarne og Simon hældt vand på Da7 og opfyret
lokomotivet, så det er klar til lørdagens særtog for DJK.
Bloustrødbanen var også forbi for at afhente hjulsættene til
deres Pedershaab lokomotiv. Lokomotivet er under omsporing fra
785 til 700 mm, og i den forbindelse er hjulene blevet drejet af
hos os samt krympet på et par nye aksler, som Bloustrødbanen har
fremstillet.
I løbet af dagen blev der hyggesnakket, spist frokost samt ikke
mindst indtaget et større kagebord fremstillet af Solveig og
Anja. Leif har leveret årets collage.
Vi nåede selvfølgelig ikke alle punkter på bygningsafdelingens
program, så hvis nogle efterfølgende skulle have lyst til at
udføre nogle af de resterende opgaver, er det blot at kigge på
listen ophængt på Hedehusgården eller kontakte mig.
Leif har samlet billederne fra
dagen.
Tak for en flot indsats.
BAFD 18.
april 2009
I påsken blev
der arbejdet i alt 3 dage med baneafdelingsaktiviteter.
Langfredag fik et hold pillet den del af spor 2 op på Sølund,
som skal have fornyet sveller, ilagt underlagsplader og vendt
skinnerne. Som omtalt i Leif´s seneste skriverier, så fortsatte
Finn og Simon om lørdagen med at opbore hullerne i de
underlagsplader som skal bruges til spor 2. Om mandagen fik et
lille hold hældt ballast i sporskiftet ved vognhallen og
understoppet dette, så det nu er brugbart igen. Desuden fik vi
hentet Oldebjerg tipvognene frem til DJK arrangementet d. 2 maj.
Gårdsdagens aktiviteter omfattede dels ukrudtbekæmpelse på
strækningen og dels en generel klargøring af strækningen. Alle
overkørsler blev blæst rene med trykluft. Sporskifterne blev
smurt og i samme omgang blæst rene for grus ved tvangsskinner og
tungeparti. Noget som vist aldrig er blevet gjort før. Arbejdet
sluttede ud på broen over Roskilde-Greve vejen, hvor hele
sporrillen blev blæst ren. Selve broen blev også fejet, da jord
og grus ellers hurtigt vender tilbage til sporrillen på broen.

BAFD 27.
marts 2009
Det summede med aktiviteter i går på Hedehusgården.
Baneafdelingen fik arbejdet videre med sporskiftet ved
vognhallen. Vi fik spigret næsten stort set hele sporskiftet,
men vi nåede ikke at få understoppet det. Det kan dog godt
befares i ret spor med LET materiel og med forsigtighed, såfremt
der er behov for at afhente f.eks. en vogn i vognhallen.
Sporskiftet er lagt på Azobesveller. Denne træsort er usædvanlig
svær at save og bore i, og det tog derfor meget længere tid at
bore hullerne til spigrene end normalt. Vi kunne ikke benytte
vores sædvanlige sneglebor til opgaven, men måtte bruge et
metalbor, som blev slebet med jævne mellemrum. Lidt eftersyn og
reparation af kabler blev også udført i forårssolen.
Foran vognhallen var Leif i gang med nedslibning af to
personvogne med henblik på en efterfølgende opmaling i flot
HVB-grønt design. Det lykkedes Claus at tage et sjældent billede
af Leif, hvor der ikke var et kamera i den ene hånd. Det
formodes dog at have været indenfor rækkevidde.
I værkstedet var Morten og Carsten i gang med at adskille gearet
på M23, da det ene hjulsæt er integreret i gearkassen. Herefter
blev hjulsættet damprenset med en til formålet indlejet
hedtvandsrenser, og er vel efterhånden klar til afsendelse til
hjulafdrejning, vistnok hos Voith i Havdrup.
Lars fik mig bekendt også afdrejet et par personvognshjul, men
der følger måske en beretning om dette.
Næste lørdag skal et hold udføre et mindre justeringsarbejde på
klokkerne på overkørselsanlægget og derudover vil der blive
arbejdet videre med sporskiftet.

BAFD d.
7/2-2009
Forrige lørdag blev brugt på at afmontere motorerne på
stoppemaskinen, da de skal skiftes ud med moderne Honda motorer
med elstart. Vi glæder os meget til at tage maskinen i brug igen
med et markant lavere støjnveau, ingen ex. DDR blå totakts røg,
stor driftsikkerhed og frem for alt væsentligt længere mellem
optankningerne. Arbejdet blev fortsat i mandags og nu afventer
vi, at motorerne hjemkommer, hvilket skulle ske i den kommende
uge.
I lørdags stod den i opfindelsernes tegn for sjakket. Vi fik
bygget et hjælpeværktøj, som kan bruges til at udskifte dårlige
sveller. Ved hjælp af en speciel brækstang og et modhold i en
deployer kan vi trække svellen ud, uden at skulle grave den fri.
En meget tidsbesparende proces i forhold til tidligere, og det
tager kun få minutter at trække en svelle ud og skubbe en ny ind
under sporet. Herefter skal den spigres og efterfølgende
understoppes. Det eneste gravearbejde der skal udføres i
forbindelse med svelleudskiftningen er en frigravning af den ene
svelleende samt et par huller til donkrafte, som bruges til at
hæve sporet ca. 2 cm.
Nyt fra BAFD
d. 10/1-2009
I lørdags var frosten gået af jorden, sådan næsten da. Vi
vovede os derfor ud på banen, og fik repareret skinnebruddet ved
ca. km 0,2. Der blev monteret et sæt lasker efter opboring af
nye huller i skinnerne. Vi forsøgte også at skifte de nærved
liggende sveller, men de var trods plusgraderne frosset fast i
gruset, og dette blev derfor udskudt.
Efter frokost gik vi i gang med lidt oprydning. Et læs skinner
blev kørt fra sporviften foran vognhallen til Brandhøj st. I
samme omgang fik vi også medtaget nogle kasserede sveller, og
som returlæs lidt materialer, som skal bruges ved en kommende
renovering af sporet ved Sølund st. Afslutningsvis fik vi lavet
de sidste par arbejder på vores kompressor, og nu hermed virker
nu både omdrejnings- og timetæller.
En lille gentagelse fra sidst:
Planlægningen af årets arbejder sker traditionen tro på
afdelingsmøderne, som afholdes lørdag d. 24. januar på
Hedehusgården: Baneafdelingen kl. 12 og Bygningsafdelingen kl.
13.

LØRDAG 27.
DECEMBER 2008
I
dag havde en lille skare erkendt behovet for lidt frisk luft, og
der blev syslet med lidt af hvert på Hedehusgården. Morten fik
skiftet kølevand på M25 og Bjarne fik tømt Da7 ´s kedel og rør
for vand samt sat den til udtørring. Lars fik kørt drejespåner
ud fra værkstedet og begyndte at fundere over hvordan næste
drejeprojekt, nemlig afdrejningen af 32 stk hjul skal udføres.
Da vejret
var tørt besluttede de fremmødte fra baneafdelingen, at vi ville
forsøge at udbedre den lækage i taget på tømrerværkstedet, som
vi fandt i efterårets regnperiode. Vi fik skruet et par
tagplader af, og rettet spærene op. Midten af taget blev løftet
ca. 2 cm og endelig fik vi, efter vores egen overbevisning,
forbedret overgangen mellem tagplader og tagrende betragteligt.
Efter at tagpladerne var genmonteret, lukkede vi op nedefra, og
nedtog den våde isolering. I de kommende par måneder skal
tagkonstruktionen tørre ud, hvorefter vi kan lukke loftet igen.
Der blev
også tid til kaffe og lidt snak om den nye roebanebog samt et
videoklip fra Assens, se:
http://www.youtube.com/watch?v=kF_lZ7JF8J0
Godt nytår
Steffen
LØRDAG 30.
NOVEMBER 2008
Tak for en
hyggelig julefrokost med en kammeratlig, lettere opløftet
stemning. Ikke desto mindre mødte baneafdelingen (og kun
denne afdeling…) op på Hedehusgården den efterfølgende
formiddag for at kaste sig over dagens opgave. En graveskovl
blev spændt på den orange gravemaskine, vores ballast
tipvogne blev klargjort og så begav vi os ned til Sølund st.
Vi fik understoppet de sidste 40 m spor og kørt supplerende
ballast på hele de nyrenoverede stykke, så strækningen kunne
ibrugtages som planlagt med et særtog i dag søndag. Vejret
viste sig fra sin dårlige side med ca. 2 graders varme og
regn fra vi startede til vi sluttede ved 15-tiden, godt våde
og kolde.
LØRDAG 22.NOVEMBER 2008
I lørdags
havde der lagt sig et hvidt tæppe over Hedeland, men da banen
skal trafikeres med et særtog den kommende søndag, var det ingen
undskyldning for at indstille arbejdet. I ugens løb havde
Carsten og Mogens rettet det ene hjulsæt til stoppemaskinen, og
det blev derfor monteret i løbet af formiddagen. Derefter kørte
vi ned til Sølund, hvor vi startede med at feje den sydligste
sporramme fri for sne i det ombyggede spor. Nogle af spigerne
skulle bankes på plads og overgangen til det eksisterende spor
skulle slibes. Efter veloverstået arbejde fik vi startet
stoppemaskinen og resten af dagen gik med at justere 80 m ud af
de 120 m spor, og en enkelt særdeles omfattende afsporing med
stoppemaskinen.
Et par af
afdelingens yngre medlemmer fik i løbet af dagen overstået
et par sneboldkampe samt gjort den erfaring, at gummisko og
arbejde i sne meget hurtigt giver våde fødder. Derfor blev
der også brugt en del tid foran gasovnen i banevognen.
Brugen af gasovnen står i øvrigt også i skarp kontrast til,
at vi for 14 dage siden på samme sted spiste udendørs iført
t-shirt.
Næste
lørdag udføres vi den sidste del af sporjusteringen foruden
udkørsel af supplerende ballast.
LØRDAG D. 15. NOVEMBER
blev der igen arbejdet med sporombygningen nord for
Sølund st. En trofast skare med en del gengangere
fra sidste lørdag fik samlet 3 sporrammer, hvorefter
vi konstaterede, som forventet, at der manglede ca.
20 cm i hver skinnestreng for at skinnerne kunne nå
sammen igen. Dette skyldes at sporet er beliggende i
en kurve, og at vi som en del af ombygningen har
byttet skinnestrengene rundt, og samtidigt kortet
skinnerne af, så stødene passer overfor hinanden.
Vi
valgte en intermistisk løsning (se det ene billede),
kendt fra OHJ, flere tørvebaner mv., så vi kunne
liste henover stødet med M12 og et sæt deployer.
Derefter hentede vi to nye, tilstrækkeligt lange
skinner på Brandhøj, som blev lagt på plads i dagens
absolut sidste dagslys. Det var ganske mørkt da vi
ankom til Hedehusgården, men sporet skulle samles,
da lokomotivet var havnet på den forkerte side af
arbejdsstedet, og derfor ellers ikke kunne køre os
hjem.
Næste lørdag skal sporet justeres og der skal laves
diverse tilpasninger.
LØRDAG D.
27.SEPTEMBER
De to sidste
lørdage er der som sædvanlig blevet arbejdet med flytte skinner på
Brandhøj st. Et lille hold fik i går flyttet 80 stk, dvs. knapt 25
tons i går, og der er nu kun ca. 40 skinner tilbage, før der er helt
ryddet op. Arealet på Brandhøj kommer til at se ganske pænt og
velorganiseret ud efter oprydningen og der er ingen tvivl om, at
skinnerne har godt af at blive stablet i høje luftige stakke frem
for delvist at henligge på jorden.
Ved siden af
skinneflytningsarbejdet er der også blevet arbejdet med reparation
af vognkassen på Brandhøj, som var udsat for hærværk i foråret. Der
er blevet monteret et par træplader dér, hvor der var slået hul i
vognkassen.
På Hedehusgården
har Christian foretaget en kraftig oprydning i krattet ved kulgården,
og grenene er blevet kørt til Brandhøj for afbrænding ved lejlighed.
Vores kompressor er blevet forsynet med et par nye slanger til
oliekøleren og endelig har baneafdelingen nu rådighed over en ældre
plænetraktor med hydrostatisk transmission. Den skal bruges til
vedligeholdelse af arealerne omkring bl.a. vognhallen på
Hedehusgården, og blev afprøvet med stor succes i dag. Den kan slå
græsset på arealerne mange gange hurtigere end den hidtidige
plæneklipper, og desuden klarer den også højt græs. Håbet er, at det
herved fremover vil blive lidt mere attraktivt at bruge lidt tid på
at holde området ved vognhallen, og at flere derfor vil deltage i
dette.
Skinneflytningen
genoptages formentlig først om 14 dage, og på lørdag vil der derfor
blive arbejdet med diverse vedligeholdelsesopgaver.
Hilsen Steffen
LØRDAG D. 13.
SEPTEMBER 2008
I dag blev
skinneflytningsprojektet på Brandhøj genoptaget efter at have ligget
stille i ca. 5 måneder. I mellemtid var der vokset nogle pænt store
buske op på arealet, men dem fik vores nye buskrydder hurtigt
nedlagt.
Vi fik flyttet ca.
60 skinner, og der er derfor nu kun en stak skinner tilbage, som
skal flyttes. Jeg regner med at vi fortsætter med denne på lørdag,
men om vi når at afslutte projektet allerede den dag er lidt
tvivlsomt. Det er ganske mange skinner som er flyttet, og de nye,
flyttede skinnestakke vokser støt og roligt. Det er således en
ganske tilfreds banechef som betragter arbejdet på det ene af CN´s
billeder, selvom det måske ikke lige ser sådan ud.
Dagen bød også på
andre positive oplevelser. Søren medbragte en næsten ny, større
Husqvarna motorsav til klubben, som han havde erhvervet til
røverpris. Den blev testet og virker tilsyneladende perfekt.
Endvidere meddelte Esther (Den ene halvdel af værtsparret på Hhg),
at hun skyldte en kage, og spurgte hvornår vi gerne ville have den.
Det sidste var let at svare på, og to lækre nybagte kringler blev
derfor skyllet ned med kaffe på Brandhøj st i eftermiddagssolen.
Dette var trods alt tilstrækkeligt attraktivt til at kunne lokke
Lars væk fra sin drejebænk, men gav ham dog også en lejlighed til at
afprøve sine evner som gravemaskinefører.
12. 04.2008
Lørdagen
brugte vi på at forårsklargøre banen, til kommende sæson. Alle
overkørsler blev renset op, og overkørsels- og stationsskilte afvasket
og repareret. Ved Flintebjerg, var det ene krydsskilt både påkørt og
skamskudt... men efter opretning op og efterspænding af nye reservedele,
går det alligevel. Overkørslen ved Stærkendevej afventer sommerens
talrige tog, så skinnerne kan blive blanke og sporisolationerne igen kan
registrere at der har været et tog henover og slukke pr. automatik. Alle
sporskifter er smurt op og der er sat det nye kæde / låsesystem på
trækbukkene på Sølund station.
En dejlig forårssol prægede hele dagen og humøret.
Claus har igen foreviget arbejdet med at flytte
skinner. Her fra den 05. april. med Kenneth, John og Morten.
22. 03.2008
Lørdagens
arbejde foregik som på Brandhøj st., hvor der igen blev flyttet skinner.
Vi fik flyttet 90 stk (ca. 27 tons), men arbejdet blev desværre afbrudt
af regnvejr. Ventetiden blev forsødet med et fortrinligt eksemplar af
Solveigs hjemmebagte chokoladekage og friskbrygget kaffe. Efter denne
moralske oprustning kunne holdet lidt igen, og der blev læsset
yderligere 28 stk skinner som dog ikke blev aflæsset samme dag.
Skinneflytning fortsætter muligvis på lørdag hvis fremmødet er stort nok
til samtidigt at kunne køre en klargøringstur på banen med opsmøring af
sporskifter, vask af skilte og rensning af overkørsler. Heldigvis er der
kun ca. 270 skinner tilbage som skal flyttes, så det er til at se
afslutning på projektet. Husk i øvrigt
bygningsdagen d. 26. april. Program følger i anden mail
08.03.2008
Lørdagens
arbejde foregik som sædvanlig på Brandhøj st., hvor vi fik opbygget
beddinger til alle 24 kg/m skinnerne. Gravemaskinen hjalp med det tunge
arbejde og der blev flyttet ca. 100 skinner svarende til ca. ¼ af de
skinner som skal flyttes. Desuden fik forstafdelingen gjort den yderste
del af sidesporet farbart, idet der med tiden var vokset større træer op
i sidesporet.
Der var et flot fremmøde, bl.a. formanden, som samme dag kunne påberåbe
sig sin 60 års fødselsdag. Dette blev fejret på behørig vis med
fødselsdagssang og en forfriskning. Et stort tillykke herfra.
Claus har igen leveret et par billeder fra lørdagens arbejde. Som det
ses, blomstrer vores efterhånden berømte ”Bierbaum Bombastikum” endnu
engang i årstidens farver.

23.02.2008
Lørdagens arbejde foregik igen på Brandhøj st. med oprydning og flytning
af skinner. Vi blev stort set færdige med at flytte 22 kg/m skinnerne og
der er nu lavet plads til oplægning af to stakke med 24 kg/m skinner fra
Maribo-Rødby Havn strækningen. Det forventes at der skal flyttes ca.
400-500 skinner á 12 m længde svarende til over 100 tons. Arbejdet
udføres heldigvis med hjælp fra gravemaskinen, og virker ikke helt
uoverkommeligt, så vi fortsætter arbejdet om knapt 14 dage.
.
Claus har leveret et par billeder fra lørdagens arbejde, klik på dem for
større format !
16.02.2008
I lørdags var arbejdet koncentreret på Brandhøj st. Vi fik flyttet den
sidste del af kvasbunkerne og brændt dem af. Der blev ryddet en sidste del
af en kørevej mellem skinnestakkene og så begyndte vi ellers med at flytte
22 kg/m skinnerne, som stammer fra Køge Ringsted banen. Dette arbejde
fortsætter på lørdag, hvorefter turen kommer til vores store lager af 24
kg/m skinner fra Maribo-Rødby Havn strækningen. Selve
skinneflytningsarbejdet udføres med gravemaskinen, og er derfor ikke længere
så manuelt krævende, som de tidligere gange vi har flyttet rundt på
skinnelagrene.
09.02.2008
I dag var fremmødet til Bafd aktiviteter yderst begrænset. Ved
flertalsafgørelse blev det dog alligevel besluttet at køre til Brandhøj for
at starte med den store oprydning forud for halbyggeri. Den gamle Salta
gravemaskine var for lang tid siden blevet monteret med klubbens polyp grab
(typisk kendt fra skrotbranchen) og nu skulle den for alvor prøves af. Efter
at have kantet sig i forbi rideforeningens mindre heldigt parkerede
rendegraver kom vi i gang med arbejdet på Brandhøj. Polyp grabben viste sig
at være rigtig god til at flytte de kvasbunker, som vi havde samlet rundt
omkring på arealet. De er nu samlet til et større bål midt på pladsen.
At flytte skinner med grabben krævede noget mere tilvænning, men det
lykkedes i rimelig grad. Vi fik således skabt en god kørevej ned mellem
skinnestakkene, og der er nu mulighed for på næste lørdag for alvor at
påbegynde flytningen af de skinner (ca. 2 km spor), som desværre ligger der,
hvor hallen skal opføres. En enkelt skinne var dog groet så godt fast i en
stamme, at den blev efterladt til næste lørdag, til det forhåbentligt noget
større arbejdshold.
Sideløbende med den afholdte køreskole for Salta med polypgrab, blev der
fortsat med oprydningen i banevognen. Projektet er nu stort set afsluttet,
og vi har fået overblik over hvad vi har af værktøj, skruer mv.
_small.jpg)
|