Maskinafd.-Håndværker-træ

Jobbeskrivelse:

Som håndværker med træ som dit speciale ved Hedelands Veteranbane er du en del af det hold der sørger for at vogne og øvrigt materiel fremstår vel vedligeholdt. Du har sammen med dine kollegaer ansvaret for at arbejdet udføres i en høj kvalitet efter de retningslinjer som udstikkes af vores maskinchef.
Arbejdet er meget alsidigt og foregår for langt det meste indendørs.  Der arbejdes mest med råtræ der forarbejdes til ønsket profil/funktion.

Jobbet som håndværker, træ indebærer

  • Vedligehold og udskiftning af bænke og planker på materiel der bruges til plantog
  • Større renoveringer af trækonstruktioner på materiel under renovering
  • Rekonstruktion af manglende dele ud fra billeder, skitser og hvad der ellers kan bruges til at give en idé om hvordan tingen oprindeligt har set ud.
  • Fræsning af special-profiler til vognsider etc.
  • Tegning og design af fremtidige personvogne, herunder adgangsforhold og varme etc.
  • Slibning og maling af træ-overflader. Især på kørende materiel, men også renovering ved af bænke på vores stationer i Hedeland.
  • Ny-konstruktioner til indretning af værkstedfaciliteter etc.

Kvalifikationer

Som håndværker, træ er du

  • Fysisk i relativ god form og har ikke nogen problemer med knæ og ryg.
  • Ham/hende der kan ”tage fat” og håndtere skærende værktøjer problemfrit
  • Måske med en baggrund som tømrer eller snedker, autosadelmager eller lignende
  • Med en god humoristisk sans, kan tåle lidt små-drillerier og kan acceptere en ”værksteds-jargon”
  • Har sans for/erfaring med renovering af vognmateriel, gerne fra transportbranchen, campingvognsservice eller måske er du bådebygger

Om jobbet

At være en del af teamet bag Hedelands Veteranbane kræver ikke de store forudsætninger.  Som håndværker indenfor træ, har du store muligheder for at skabe et fornuftigt arbejdsmiljø, idet vi råder os et forholdsvis veludstyret dedikeret træværksted.  Afhængig af projektets størrelse bliver du sat sammen med en eller flere andre til at løse opgaven. Der er i høj grad mulighed for at prøve det hele, om det så er maling og slibning, bygning af nye bænke, udskiftning af vogngulv eller limning af ”spær” til personvogne.
Vores faste arbejdsdag er hver mandag, året rundt, hvor man i fællesskab finder de rigtige løsninger på det der nu engang skal laves. Ofte i samarbejde med andre håndværkere, så arbejdsprocesser og metoder kan optimeres bedst muligt. Der udleveres ikke arbejdstøj i forbindelse med jobbet, men HVB råder over et større lager og her kan muligvis findes noget der passer. Fodtøj skal du selv sørge for og vi kræver anvendelse af sikkerhedssko, klasse S3.