Juletog lørdage og søndage i december!

  • Dansk
  • Deutsch
  • English (UK)

Bafd: Hallen -En milepæl er nået

I onsdags fik vi støbt den ene halvdel af gulvet i vognhallen på Brandhøj. 12 m3 beton rakte til lidt over 100 m2 gulv, og blev udlagt uden større problemer. Vi havde sikret at betonbilerne kunne køre direkte ind i hallen under aflæsning, og da de oven i købet kunne folde aflæsningsbåndet ud inde i selve hallen forløb det hele som planlagt. Næste dag blev gulvet vandet og afdækket med presenninger, så hærdningen af beton kunne forløbe uden udtørring af overfladen.

Lørdag fortsatte vi arbejdet. Et hold som i dagens anledning var forstærket med Leif, begyndte dagen med oprensning af sporrillerne, hvor der desværre var løbet noget beton i under støbningen. Efter dette slidsomme arbejde var det tid til en indvielse af det flotte resultat. Banetoget blev rangeret ind i spor 110 og begivenheden fejret på behørig vis.

I løbet af dagen arbejdede vi videre med gulvet. Ved den ene dør blev der støbt en rampe, resten af betongulvet blev afforskallet, og vi fik prøveopstillet en 15 m lang sektion af lagereolen, som fremover skal tjene til opbevaring af alle vores løse genstande, der pt. typisk henligger udendørs. Det bliver et stort arbejde at indsamle og sortere alle disse dele, men til gengæld bliver det væsentligt lettere at finde tingene fremover end nu, hvor der skal ledes på hele Brandhøjområdet.

Den anden halvdel af gulvet forventes støbt indenfor de næste par uger, hvis ikke vi rammes af frost. Vi fik skåret de sidste par skinner til i den nordlige ende af hallen, og på onsdag fortsætter et lille hold med klargøringsarbejdet.

Et par billeder er vedlagt, resten supplerer Lars eller Leif sikkert med de kommende par dage.

[ja, se dette link med et par af Leifs fotos fra dagen. Vi fik i løbet af dagen også besøg af Mafd, der var på prøvetur med D13. Lejligheden blev benyttet til at se at fritrumsprofilet var stort nok. Der var desuden fint besøg fra England, som fik fremvist vores faciliteter mvh Leif ]

Steffen

Rensning af sporrille
Indvielsestoget ført af Leif

Skriv en kommentar